Aids-politik.
I samarbejdsudvalget (SU) er der enighed om, at det er vigtigt, at alle medarbejdere ved, at AIDS eller HIV som sådan ikke udgør nogen smitterisiko. Nysen, spyt, insektbid, almindelig hudkontakt (håndtryk f. eks.), fælles brug af kantine-faciliteter, toiletter, sæbe, bad m. v. rummer ingen fare for smitteoverførsel.
Sygdommen forårsages af et virus = HIV. HIV findes i blod og andre legemsvæsker, men er ikke særlig smitsomt, dvs. smitter kun via blod og blodprodukter samt ved seksuelt overført smitte.
Thorupgårdens personalepolitik er, at smitte ved HIV og udvikling af AIDS sidestilles og behandles som andre former for kroniske og livstruende lidelser som f. eks. sukkersyge, kræft og hjertesygdomme. Ansatte med disse lidelser kan derfor fortsætte ansættelsesforholdet og i deres normale arbejdsaktiviteter, så længe helbredet tillader det. HIV-smitte er ikke i sig selv nogen sygdom, og ikke alle med diagnosen AIDS er syge.
Skønner en HIV-smittet eller AIDS-syg medarbejder, at sygdommen nedsætter evnen til at bestride jobbet, kan medarbejderen frit og fortroligt henvende sig til sin afd.leder, der herefter retter henvendelse til ledelsen, således at arbejdsforholdene kan tilpasses den enkeltes erhvervsevne. Afd.lederen og ledelsen er naturligvis forpligtet af diskretion om personlige og helbredsmæssige forhold, som man ikke ønsker bragt frem. Oplysninger herom må heller ikke registreres.
HIV og AIDS kan som hovedregel kun medføre afskedigelse, når den forringer vedkommendes erhvervsevne i en sådan grad, at tilsvarende forringelse på grund af anden sygdom også vil medføre afskedigelse.
Såfremt en medarbejder med HIV/AIDS får et forøget sygefravær, og sygdommen kan danne grundlag for indgåelse af en § 28-aftale, har medarbejderen oplysningspligt over for arbejdsgiveren. Indgåelse af en § 28-aftale sikrer, at den offentlige arbejdsgiver kan få refusion af sygedagpenge for de første 2 uger af en sygeperiode.
Opstår der som følge af et sygdomstilfælde eller rygter herom reaktion fra medarbejdere, beboere eller pårørende skal uhensigtsmæssige reaktioner søges imødegået ved oplysning.
Arbejdsvægring blandt den HIV-smittedes eller AIDS-syges kolleger kan udgøre misligholdelse af ansættelsesforholdet.
Vedtaget på SU-møde 13. sept. 1994






