Tilbage til forsiden

Tranehavegård - et stop på vejen.





 



 






Centerpostens reporterteam
 

har været på besøg på Tranehavegård,for at finde ud af hvad forskellen er på Tranehavegård og Thorupgården.

Solen skinner fra en skyfri himmel da vi en torsdag eftermiddag parkerer Mitshubitshien foran den røde bygning iKøbenhavns Syd Vest kvarter. Vi har på forhånd fået afvide at Tranehavegård faktisk er delt i 2, Tranehavegård 1og 2. Vi har sat beboere fra begge afdelinger stævne og da vi kommer inden for i det hyggelige køkkenmiljø i 1’er bygningen, er der dækket op med kaffe, kage og frugt.

John som har boet i 1’er bygningen i et års tid og Elsemaija som har boet først i 1’er bygningen ognu i 2’er bygningen i hen ved 3 år, tager hjerteligt imod os.














Vi starter med at spørge hvad de oplever forskellen er på Tranehavegård og Thorupgården. Elsemaija fortæller at hun har snakket med Stig som er leder på Tranehavegård, og han har forklaret at der er en paragraf og visitationsmæssig forskel (se infobox).

Men derudover fortæller John, som arbejder i Thorupgårdens café og derfor kender begge steder rigtig godt, at beliggenheden er meget forskellig. - Inde på Thorupgården er der larm fra biler og sirener og der er masser af mennesker på gaden. Herude på Tranehavegård er der meget fredeligt. Jeg kan sidde på min altan om morgenen og høre fuglene fløjte og nyde min kaffe.

Elsemaija fortæller: -Vi har ikke nogen kantine og skal derfor selv stå for at lave mad. I det hele taget forventes der er rimelig høj grad af selvstændighed især i 2’er bygningen. Vi har også kun personale i 1’er bygningen, og de går hjem kl. 21.30. Herefter skal vi kontakte natbasen hvis der er noget. John fortæller videre – Vi kan heller ikke blive boende her for evigt. Thorupgården er et permanent botilbud, men Tranehavegård er ment som et stop på vejen, og på et eller andet tidspunkt forventes det at man er klar til at komme ud i selvstændig bolig.

Men det er selvfølgelig en stor beslutning at tage, for man har jo også en historie og en sygdom der gør at man har haft brug for lidt ekstra beskyttelse, og hvornår er man egentlig klar til at give slip på det?










 Har i kontaktpersoner ligesom på Thorupgården?
Ja, det har vi siger Elsemaija. - Vi kan komme og få hjælp til stort og småt, og så har vi en afspændingspædagog som er rigtig god til at lave gymnastik og træning med os, når vi har lyst. Personalet arrangerer også ture og foredrag engang imellem.








 

Hvad med det sociale fællesskab?
- Jamen det er meget op til den enkelte hvor meget kontakt man ønsker fortæller
John. Vi har jo selvstændige boliger på 1, 2 og 3 rum med eget køkken, så egentlig
kan man sagtens holde sig for sig selv. Men de fleste kigger ned forbi fælleskøkkenet
et par gange om dagen. Vi laver tirsdagssuppe til en ti´er og hver anden torsdag arrangerer jeg fællesspisning.










 


Herefter er det blevet tid til en rundvisning. Vi starter i 1’er bygningen hvor John bor. Det er et par lange gange med 21 to-rums boliger og 3 tre-rums boliger. John bor i en to-værelses med køkken og to altaner. Han bor meget ordentligt og hyggeligt. Der er også et stort og lækkert badeværelse og toilet.
 
Vi krydser gaden og går over i 2’er bygningen. Her bor Elsemaija i en toværelses lejlighed. Her er det en rigtig opgang og ikke en lang gang. Elsemaija har indrettet sig rigtig smukt med farverige puder og fine Buddha statuer og har fin udsigt til det grønne fra sin altan.
 
Vi takker for rundvisningen og i bilen på vejen hjem til Thorupgården, bliver vi enige om at Tranehavegård er et rigtig dejligt sted.

 
Af Rikke Gustavsen og Sarah M. Gudiksen
 
---------------------
 
Forskellige botilbud under Center Thorupgården:

§108 er et længerevarende botilbud med døgnstøtte til folk med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Det er f.eks. Thorupgårdens 1, 2 og 3 sal.
§107 stk. 1. er et midlertidigt botilbud til folk med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne med stor støtte (dog ikke døgnstøtte) F.eks. Tranehavegård 1 og Thorupgårdens 4. sal for unge.
§107 stk 2. er et midlertidigt tilbud til folk med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne med mindre støtte og i solistbolig. F.eks. Tranehavegård 2 og, samt Borgervænget og Bofællesskaberne.

 
Reporterteamet
Tilbage til top
Sidst ændret: 01-08-2010

Center Nørrebro     Thorupsgade 8     2200 København N     Telefon: 82 56 22 00     thorupgaarden@sof.kk.dk

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel